Grundtone |

Hovedtone – den dominerende lyd inden for en given gruppe af lyde, en af ​​centertyperne. element i det tilsvarende lydsystem. Skelne mellem O. t. interval, akkord, tonalitet (tonisk melodisk tilstand), hele stykket, samt O. t. naturlig skala. O.t. repræsenterer en støtte, en abutment, et udgangspunkt.

O.t. interval – dens hovedlyd, underordnet en anden tone. Ifølge P. Hindemith (1937) indikerer den relative position af differenskombinationstonerne følgende O. t. i intervallerne:

O.t. af en akkord er dens hovedlyd, ifølge Krom bestemmes dens essens og betydning i ladotonaliteten. Ifølge JF Rameau (1722) er Ot'en af ​​en tredje akkord dens "harmoniske centrum" (centre harmonique), som forener forbindelserne mellem akkordens lyde. I modsætning til den ægte klingende basse-continue bygger Rameau endnu en – basse-fondamentale, som er en sekvens af O. t. akkorder:

Fundamental bas var den første videnskabelige. underbyggelse af harmoniske. tonalitet. Ved at definere O. t. af facd-typen akkord i C-dur fremsatte Rameau teorien om "dobbelt anvendelse" (double emploi): hvis akkorden går længere ind i gghd, er dens O. t. er lyden d, hvis i c -gce, så f. Den trinvise teori om harmoni (GJ Fogler, 1800; G. Weber, 1817; PI Tchaikovsky, 1872; NA Rimsky-Korsakov, 1884-85; G. Schenker, 1906, etc.) absolutiserer den tredje princippet om at konstruere akkorder og tager for O. t. den nederste lyd af en akkord reduceret til hovedtonen. vidu — en række tredjedele; på hver lyd af skalaen som osn. tone, treklang og septim akkorder (samt ikke-akkorder) er bygget. I funktionsteorien hos X. Riemann skelnes der mellem O. t. og en akkords prima (i en dur-akkord falder begge sammen, i en mol gør de det ikke; f.eks. i es O. t. – lyd a, men prima – e ). P. Hindemith fremlagde en ny teori om OT, som er bestemt af det harmonisk stærkeste og mest bestemte interval for perception (hvis der f.eks. er en kvint i en akkord, bliver dens OT OT af hele akkorden; hvis kvinter nej, men der er en kvart, det almindelige O. t.s funktion udføres ved dets O. t. osv.). Teorien om O. t. Hindemith giver dig mulighed for at analysere moderne konsonanser. musik, utilgængelig for den tidligere teori og derfor ikke engang betragtet som akkorder:

Anvendt i det 20. århundrede. metoder til O.s definition af t. adskiller sig væsentligt fra hinanden. For eksempel i akkorden des-f-as-h (i C-dur, se eksempel): efter det mest almindelige trinsystem i skolens harmoni O. t. – lyden h; efter Hindemith-metoden – des (mest tydeligt for øret); ifølge Riemanns funktionsteori – g (selvom den er fraværende i akkorden, er det hovedlyden af ​​den dominerende funktion.

O.t. tonalitet (mode) – hovedlyden, det første trin på den modale skala.

I den naturlige skala - den lavere tone, i modsætning til overtonerne placeret over den (faktisk overtoner).

Referencer: Tchaikovsky PI, Guide til det praktiske studium af harmoni, M., 1872; Rimsky-Korsakov HA, Harmonilærebog, St. Petersborg, 1884-85; hans egen, Praktisk lærebog i harmoni, St. Petersborg, 1886 (samme, Poln. sobr. soch., bind IV, M., 1960); Harmoniens praktiske forløb, del 1-2, M., 1934-35; Rameau J.-Ph., Traité de l'harmonie reduite a ses principes naturels, P., 1722; Weber G., Versuch einer geordneten Theorie der Tonsetzkunst, Bd 1-3, Mainz, 1817-1821; Riemann H., Vereinfachte Harmonielehre oder die Lehre von den tonalen Funktionen der Akkorde, L. – NY, (1893) sin egen, Systematische Modulationslehre als Grundlage der musikalische Formenlehre, Hamb., 1901 (russisk oversættelse. Riemann G., Systematic doctrine of modulation som grundlag for læren om musikalske former, M. – Leipzig, 1887, 1898); Hindemith R., Unterweisung im Tonsatz, TI. 1929, Mainz, 1.

Yu. H. Kholopov