Stereofoni |

bogstaver. – rumlig lyd, fra græsk. stereoanlæg – surround, spatial og ponn – lyd

Metoden til telefoni og udsendelse samt lydoptagelse og gengivelse heraf, hvormed lydens karakter bevares, hvilket afspejler det rumlige arrangement af dekomp. lydkilder og deres bevægelser. En person bedømmer placeringen af ​​lydkilder i rummet i forbindelse med forskellen i deres indvirkning på højre og venstre øre; i fysiologi hedder det. binaural effekt. Afhængigt af vinklen dannet mellem lydens bølgefront og lytterens hoved, diff. hørbarheden af ​​højre og venstre øre bestemmes både af faseforskellen af ​​de opfattede lydbølger og af lydens svækkelse som følge af dens delvise afskærmning af lytterens hoved. I telefoni og radiotelefoni opnås stereoeffekten ved brug af to-kanals transmission fra to separate kanaler. mikrofoner (placeret i en vis afstand fra hinanden) og dens afspilning ved hjælp af to odd. telefoner eller to højttalere (akustiske højttalere). Til stereolydoptagelser bruges to mikrofoner placeret i en afstand fra odd. forstærkere og to synkrone optagekanaler. I et stereogram er begge signaler fikseret på samme rille. Kutteren på en stereooptager svinger under påvirkning af to magnetiske eller piezoelektriske kræfter rettet i forhold til hinanden i en vinkel på 90°. Lydgengivelse udføres af en speciel adapterenhed og to otd. forstærkere med højttalere installeret afhængig af rummets størrelse og afstanden til lytterne. For film sker stereooptagelse optisk. metode langs kanten af ​​filmen ved metoder med variabel bredde eller tæthed af det indprintede signal på to spor svarende til to mikrofoner. Magnetisk stereooptagelse er lavet ved hjælp af to adskilte mikrofoner med en separat. forstærkere og magnetiske optagehoveder på to spor af filmen, og stereoafspilning – ved brug af otd. forstærkere fra to magnethoveder og to akustiske. højttalere installeret i den ønskede afstand. For østr. stereo nogle gange tre separate mikrofonforstærkende og lydgengivende kanaler; tre akustiske søjler er placeret på tværs af scenens bredde.

Stereolydoptagelse bringer opfattelsen af ​​musik tættere på det, der udføres direkte. lytter til hendes præstation i konc. hal. Graden af ​​betydning opnået med dens hjælp stereofonisk. effekt afhænger af et givet værks tilhørsforhold til en bestemt historisk. æra, til en bestemt genre, såvel som fra dens stilistiske. funktioner og ydeevne. sammensætning. Altså i 18-19 århundreder. komponister stræbte efter den størst mulige enhed af lyddekomp. grupper af orkestret, hvilket afspejlede sig i placeringen af ​​de optrædende (“siddepladser” for orkestret). Enkanalsoptagelse af sådanne produkter. endnu mere øger enheden i orkens lyd. grupper, og stereo bevarer deres virkelige rum, spredning. Men ved indspilning af musik, hvor rum og effekter bruges på den ene eller anden måde (det gælder primært det 20. århundredes musikalske kreativitet; se Spatial music), øges S.s rolle. Fra 70'erne. I det 20. århundrede bruges der udover den sædvanlige stereofoniske, fire-kanals, kvadrafoniske lydoptagelse, med et snit på fire mikrofoner (under optagelse) og fire akustiske. kolonner (under afspilning) er placeret i hjørnerne af en firkant eller et rektangel, i hvis centrum er udøveren (performeren) og følgelig lytteren. I udlandet (Tyskland, Storbritannien, USA osv.) startede quadraphonic. radioudsendelser produceres kvadrafonisk. radiomodtagere, forstærkere, båndoptagere, elektriske afspillere og grammofonplader. S. for lodret orientering af lyden har endnu ikke modtaget praktisk. applikationer.

Referencer: Goron IE, Broadcasting, M., 1944; Volkov-Lannit LF, Kunsten at præge lyd. Essays om grammofonens historie, M., 1964; Rimsky-Korsakov AV, Elektroakustik, Moskva, 1973; Purduev VV, Stereophony and multichannel sound systems, M., 1973; Stravinsky I., (Om stereofoni), i bogen: Memories and commentaries, NY, 1960 (russisk oversættelse – i bogen: Stravinsky I., Dialogues, L., 1971, s. 289-91).

LS Termin