Solo |

ital. solo, fra lat. solus – en

1) I polygonal. i en komposition, en melodisk udviklet, ofte virtuos fremførelse af én sanger eller instrumentalist, der henleder lytternes opmærksomhed på sig selv. Lyder samtidig med S. anden wok. eller musik. partier danner akkompagnement, akkompagnement. Længden af ​​S. kan være forskellig – fra flere. foranstaltninger til hele sektioner. Særlige former for S. dannes i dekomp. konc. musikgenrer. Hele solopartier skiller sig ud her, det vil sige, at den samme performer konstant optræder med S. I den gamle konk. musik (se Concerto grosso) har ofte flere. solopartier, hvis samtidige lyde danner solo-episoder (concertino i modsætning til tutti eller ripieno). I koncerter for keyboardinstrumenter viser S. sig også at være polyfonisk, selvom solostemmen er betroet én udøver. I det klassiske og moderne In concert, sammen med "rigtige" solo-episoder, er solospil af et instrument (eller instrumenter) på baggrund af en ork meget brugt. ledsagere. S. af denne art er også almindelige i balletter (de udgør ofte et særskilt nummer i dem, f.eks. Adagio af Odette og Prinsen i 2. akt af balletten Svanesøen).

2) Musik. prod. for én stemme eller ét instrument (med eller uden akkompagnement).

3) Tasto solo (italiensk, én toneart, forkortelse TS, betegnelse – O) – i den generelle bas, en indikation af, at den udøvende skal spille basdelen uden at tilføje akkordlyde.