Mensural notation |

fra latin mensura — mera; bogstaver — dimensionsnotation

Et system til optagelse af musikalske lyde brugt i det 13.-16. århundrede. I modsætning til tidligere ikke-mental notation (se Nevmy) indikerede kanterne kun melodiens bevægelsesretning og kornotationen, der erstattede den, hvor kun lydens højde var angivet, M. n. gjort det muligt at fastsætte både tonehøjden og den relative varighed af lyde. Dette blev nødvendigt med udviklingen af ​​polyfonien, da der i motetter var en afvigelse fra den samtidige udtale af hver stavelse i teksten i alle stemmer. M. i. udviklet og beskrevet af Johannes de Garlandia, Franco af Köln, Walter Odington, Hieronymus af Moravia (13. århundrede), Philippe de Vitry, de Muris, Marchetto af Padua (14. århundrede), Johannes Tinctoris (15.-16. århundrede), Francino Gaffori ( 16. årh.), osv.

At con. 13. årh. at angive varigheden af ​​lyde og pauser i M. n. følgende tegn blev brugt (angivet i faldende rækkefølge af varighed; alle termer er latinske):

I 14-tallet kom endnu mindre varigheder i brug – minima

(mindst) og semiminima

(halvt minimum).

Den tælleenhed for varigheder var først noten longa. Der var en longa perfecta-note (perfekt), lig med tre brevis, og en longa imperfecta-note (uperfekt), lig med to brevis. Fra Ser. 14. årh. begreberne perfecta, en tredelt division og imperfecta, en todelt division, blev også udvidet til forholdet mellem andre "nabo" toner på plads i en række nodevarigheder; kun tonerne duplex longa (senere maxima) og minima var altid dobbeltslag. Disse typer af rytmiske inddelinger blev kaldt skalaer. Der var specielle navne til skalaerne for hver varighed. Så longa-skalaen blev kaldt modus, brevis-skalaen blev kaldt tempus, semibrevis-skalaen blev kaldt prolatio. Senere blev sedlen brevis til tælletidspunkt, svarende til det moderne. hel note; typer af dens skalaer, dvs. tempus perfectum (der opdeles i tre semibrevis) og tempus imperfectum (der deler sig i to semibrevis) blev betegnet med henholdsvis tegn

и

; sidstnævnte betegnelse bruges stadig i dag for størrelsen 4/4. Disse tegn blev placeret i begyndelsen af ​​en musikalsk linje eller i midten i tilfælde af ændring af skalaen. Fra 14-tallets beregningsenhed for varigheder i M. n. blev noten semibrevis. Dens opdeling i tre minima-aktier blev betegnet med udtrykket prolatio major (perfecta), i to - med udtrykket prolatio minor (imperfecta). En prik i tempustegnet blev brugt som et karakteristisk tegn. Dette gjorde det muligt kort at skitsere alle fire af de dengang anvendte grundprincipper. type underordning af varigheder:

1) brevis og semibrevis – tredelt, dvs. tempus perfectum, prolatio major (svarer til moderne størrelser 9/4, 9/8) – tegn

; 2) brevis – tredelt, semibrevis – todelt, dvs. tempus perfectum, prolatio minor (svarer til moderne størrelser 3/4, 3/8) – tegn

;

3) brevis – todelt, semibrevis – tredelt, dvs. tempus imperfectum, prolatio major (svarer til moderne størrelser 6/4, 6/8) – tegn

; 4) brevis – bipartite, semibrevis – bipartite, altså tempus imperfectum, prolatio minor (svarer til moderne størrelser 2/4, 4/4).

Ovenstående tegn og notation gav ikke en registrering af alle mulige typer af rytmik. organisering af lyde. I denne henseende blev der udviklet regler, der koblede den specifikke varighed af en seddel og mellem hvilke sedler den var placeret. Så imperfectio-reglen erklærede, at hvis en relativt udvidet tone i en tredelt division efterfølges af en tone af en tilstødende kortere varighed, og derefter kommer igen i samme længde som den første, eller hvis en tone efterfølges af mere end tre toner af en tilstødende kortere varighed, så falder varigheden af ​​denne node en tredjedel:

Alteratio-reglen (ændringer, ændringer) foreskrev en fordobling af varigheden af ​​den anden af ​​to tilstødende toner af samme varighed, brevis, later og semibrevis, med en tredelt artikulation:

Afd. mange stemmer. kompositioner blev dengang ofte skrevet på en sådan måde, at tælleenhederne i dem viste sig at være anderledes. Derfor var rytmisk påkrævet, når stemmerne blev reduceret til én helhed. konvertering af stemmer. Samtidig blev stemmer optaget med større varighed udsat for "diminutio" (diminutio). Det mest almindelige var en halvering af alle varigheder af en given stemme (proportio dupla). Det blev angivet med en lodret linje, der gik gennem skala-tegnet – , eller inversionen af ​​dette tegn – , eller en numerisk brøk 2/1. Andre typer af diminutio blev også brugt. Annulleringen af ​​diminutioen angivet af brøken blev udført ved at flytte tælleren og nævneren (f.eks. 1/2 efter 2/1). Diminutio 2/1, der refererede til alle stemmer, repræsenterede en simpel tempoacceleration.

Fordi anvendelsen af ​​typerne imperfectio og diminutio komplicerede musikalsk notation, blev der gjort forsøg på at lette læsningen af ​​noder ved at indføre nye musikalske tegn. Samtidig begyndte man i forbindelse med overgangen fra pergament til papir at erstatte "sorte" musikskilte med "hvide". Denne proces var især intens i Italien. I begyndelsen af ​​det 16. århundrede. Her er følgende system af musikalsk notation:

Efterhånden blev der etableret sorte musikalske tegn for at betegne semiminimer og mindre varigheder, og for de pauser, der svarer til lunte og semifuze, det første af de to tegn. Dette system af tegn dannede grundlaget for det moderne. note skrive systemer. Allerede i 15-tallet. ofte brugt afrundet notation af noder, i det 16. århundrede. hun bevægede sig også ind i musiktryk. Ved slutningen af ​​det 16. århundrede herskede underordningen af ​​varigheder i forhold til l : 2 overalt; det markerede afvisningen af ​​M. n. og overgangen til moderne notationssystem.

Referencer: Saketti LA, Essay om musikkens almene historie, St. Petersburg, 1912; Gruber RI, Musikkulturens historie, vol. 1, del 2, M.-L., 1941; Bellermann H., Die Mensuralnoten und Takteeichen des XV. og XVI. Jahrhunderts, W., 1858, 1963; Jacobsthal G., Die Mensuralnotenschrift des 12. und 13. Jahrhunderts, B., 1871; Riemann, H. Studien zur Geschichte der Notenschrift, Lpz., 1878; Wolf J., Geschichte der Mensuralnotation von 1250-1460, Bd 1-3, Lpz., 1904, Hildesheim-Wiesbaden, 1965; samme, Handbuch der Notationskunde, Bd 1, Lpz., 1913; hans, Die Tonschriften, Breslau, 1924; Chybinski A., Teoria mensuralna…, Kr., 1910; Michalitschke AM, Studien zur Entstehung und Fhrhentwicklung der Mensuralnotation, "ZfMw", 1930, Jahrg. 12, H. 5; Rarrish C., The notation of polyphonie music, NY, 1958; Fischer K. v., Zur Entwicklung der italienischen Trecento-Notation, "AfMw", 1959, Jahrg. 16; Apel W., Die Notation der polyphonen Musik, 900-1600, Lpz., 1962; Genther R., Die Mensuralnotation des Ars nova, "AfMw", 1962-63. (Jahrg. 20), H. 1.

VA Vakhromeev