Minstrel |

Fransk menestrel, fra Late Lat. ministerialis – i tjenesten; Engelsk – minstrel

Oprindeligt i middelalderen. Frankrig, England og andre lande, personer, der tjente hos en feudalherre eller en adelig herre og udførte noget særligt under ham. pligt (ministerium). M. – omrejsende prof. instrumentalist og sanger i en troubadours tjeneste. Hans pligter omfattede at synge sin protektors sange eller at akkompagnere trubadurens sang på det strenge buede instrument viele. M. var bærere af Nar. musik art-va, påvirkede troubadourernes arbejde, gav dem produktion. træk ved folks sanglighed. Navnet "M." ofte udvidet til hoffolk og omrejsende troubadourer. Fra det 13. århundrede udtrykket "M." bliver efterhånden synonymt med udtrykket "troubadour", og derefter - "jonglør". I 13-tallet eksisterede allerede M.s skoler, der fungerede under den af ​​kirken etablerede faste, hvor M.s forestillinger var forbudt. For at beskytte deres rettigheder forenede byhåndværkere sig i "broderskaber", svarende til laugsselskaber af håndværkere. I 1321 et sådant "broderskab", det såkaldte. menestrandia, blev berømt i Paris. For at blive medlem af "broderskabet" var det nødvendigt at bestå en særlig eksamen (kvinder blev også accepteret). I 1381 blev et selskab af Minstrels dannet i Staffordshire, England, under navnet Minstrel Court, ledet af "Kongen" af M. Fra det 14. århundrede. M. blev kaldt både "siddende" og omrejsende musikere, der optrådte i landdistrikterne, på messer. Fra kon. 14. årh. M. – prof. musikere, der komponerer musik til dans og akkompagnerer dem ved at spille et instrument. I 1407 fik M. et patent fra kong Karl VI, som styrkede deres stilling til det sidste. 18. århundrede Udtrykket "M." blev genoplivet i det 19. århundrede. romantiske digtere. skoler. V. Scott udgav saml. nar. balladen "Minstrelsy of the Scottish border", 1802-03), skrev digtet "The Song of the last minstrel" ("Lay of the last minstrel", 1805).

IM Yampolsky