Grav, grav |

italiensk, tændt. – hårdt, seriøst, vigtigt

1) Musik. et udtryk, der dukkede op i det 17. århundrede. Det afspejlede stræben efter det grundlæggende, "vægtige", alvorlige, karakteristiske for barokstilen. Var forbundet med teorien om affekter (se. Affektteori). S. Brossard i 1703 fortolker udtrykket "G." som "tung, vigtig, majestætisk og derfor næsten altid langsom". G. betegner et tempo tæt på largo, mellem lento og adagio. Det forekommer gentagne gange i værker af JS Bach (Kantate BWV 82) og GF Handel (kor "Og Israel sagde", "Han er min Herre" fra oratoriet "Israel i Egypten"). Især ofte tjente som en indikation af tempoet og karakteren af ​​langsomme introduktioner – intrads, introduktioner til ouverturer (“Messias” af Händel), til de første dele af cyklikken. værker (Beethovens patetiske sonate), til operascener (Fidelio, introduktion til scenen i fængslet) osv.

2) Musik. et udtryk, der bruges som definition for et andet ord og betyder "dyb", "lav". Så gravstemmer (lavere stemmer, ofte bare grave) er den betegnelse, som Hukbald introducerede for den nedre tetrachord i datidens lydsystem (tetrachord liggende under de fire finalis; Gc). Octaves graves (nedre oktav) – en suboktav-koppel i et orgel (en anordning, der gjorde det muligt for organisten at fordoble stemmen, der blev fremført til den nedre oktav; ligesom andre oktav-dobler, blev den hovedsageligt brugt i det 18.-19. århundrede; i det 20. århundrede gik den ud af brug, da den ikke gav en klangforstærkning af lyden og reducerede lydvævets gennemsigtighed).

Referencer: Brossard S. de, Dictionary of Music, der indeholder en forklaring af de mest brugte græske, latinske, italienske og franske termer i musik..., Amst., 1703; Hermann-Bengen I., Tempobezeichnungen, "Mьnchner Verцffentlichungen zur Musikgeschichte", I, Tutzing, 1959.