Eksponering |

eksponering (lat. expositio – præsentation, fremvisning, fra expono – lægge ud, prale) – musernes deles funktion. former for musik. tanke (eller musikalsk tanke), i modsætning til funktionen af ​​at udvikle, forbinde, repressalier osv. dele; også navnet på de tilsvarende afsnit i fuga, sonateform, rondosonate (i koncertens 1. del er der dobbelt E.; se også Musikform, Udvikling, Reprise, Coda). E. udfører initialen. viser temaet (i sonateform – hovedtemaet). For E. typiske definitioner. træk af harmoni, tematisk og generel struktur, som tilsammen udgør udstillingerne. type præsentation af musik. materiale (ifølge IV Sposobin). Hoved et tegn på denne type er "stabilitet af karakter og økonomi af midler" (IV Sposobin, "Musical Form", 1947, s. 30): 1) tonal enhed og harmonisk. stabilitet med aktiv ændring af akkorder; 2) tematisk. enhed; 3) strukturel integritet, tilstedeværelsen af ​​sammenhængende strukturer (sætning, punktum). Generelle principper for eksponering. type præsentation er forskelligt implementeret i dekomp. musikformer (f.eks. den indledende periode i en simpel tredelt form, E. fuga, E. sonateform) og dekomp. stilarter (nogle virkemidler i wienerklassikerne, andre i senromantikken og atter andre i det 20. århundredes tonemusik). Eksponeringsprøver. udstillinger: JS Bach, Det veltempererede klaver, bind 2, Fuge i g-mol, takt 1-24; L. Beethoven, 5. symfoni, 1. sats, takt 1-44; SS Prokofiev, 9. sonate for pianoforte, 1. sats, takt 1-20; P. Hindemith, "Ludus tonalis", fuga i C, takt 1-11; IF Stravinsky, "Merry branle" fra balletten "Agon", takt 310-319; A. Berg, Wozzeck, 2. akt, scene 5, takt 761-768; A. Webern, "Øjnernes lys" op. 26, takt 8-13; RK Shchedrin, sonate for pianoforte, 1. sats, takt 1-9.

Referencer: se på art. Musikalsk form.

Yu. N. Kholopov