Modsigelse |

Tysk Gegenstimme, Gegensatz, Kontrasubjekt – det modsatte; sidstnævnte udtryk kan også betegne det andet tema i fugaen

1) Modspil til det første svar i fugaen mv. imitative former, der lyder i slutningen af ​​temaet i samme stemme. Efter temaet og P. to fundamentale forhold er forskellige. tilfælde: a) P. er en direkte fortsættelse af temaet, der følger det uden et klart mærkbart stop, caesura, uanset om det er muligt nøjagtigt at fastslå tidspunktet for færdiggørelsen af ​​temaet (f.eks. i C-dur fugaen fra vol. 1 "The Well-tempered Clavier" af I. C. Bach) eller ej (f.eks. i 1. udlægning, op. fuger i c-mol op. 101 No 3 Glazunov); b) P. adskilt fra temaet af en caesura, en kadenza, som er tydelig for øret (f.eks. i h-mol-fugaen fra t. 1 i samme Bach-cyklus), nogle gange endda med en intensiveret pause (f.eks. i D-dur-fugaen fra fp. cyklus "24 præludier og fuger" af Shchedrin); desuden, i nogle tilfælde, emnet og P. forbundet af en flok eller kodette (for eksempel i Es-dur fuga fra den såkaldte. 1 Bach-cyklus). AP kan starte på samme tid. med et svar (hyppig kasus; f.eks. i A-dur fugaen fra Vol. 2 Veltempereret Clavier af Bach; i cis-moll fuga fra bd. 1, falder begyndelsen af ​​svaret sammen med første lyd af P., som samtidig er den sidste lyd af temaet), efter begyndelsen af ​​besvarelsen (f.eks. i E-dur fugaen fra t. 1 i den nævnte Bach-cyklus – 4 kvarter efter stretto-indtastningen af ​​svaret), nogle gange før indgangen af ​​svaret (f.eks. i Cis-dur-fugen fra bd. 1 af Bachs Veltempererede Clavier – fire sekstendedele tidligere end svaret). I de bedste polyfoniske prøver af P. opfylder ret modstridende betingelser: den sætter i gang, gør den indkommende stemme mere fremtrædende, men mister ikke sin melodiske kvalitet. individualitet, står i kontrast til responsen (primært rytmisk), selvom den normalt ikke indeholder helt uafhængig. tematisk. materiale. P. er som regel en naturlig melodisk. fortsættelse af temaet og er i mange tilfælde baseret på udvikling, transformation af dets motiver. En sådan transformation kan være ret tydelig og indlysende: for eksempel i g-mol fugen fra bd. 1 af Bachs Veltempererede Clavier modvirkes svarets begyndelsesmotiv af den del af P., der er dannet ud fra tematikkens kadenzavending, og omvendt er svarets kadencedel modsat af andre. del P., baseret på det indledende element i temaet. I andre tilfælde af afhængighed P. fra temaets materiale manifesterer sig mere indirekte: for eksempel i c-moll-fugaen fra bd. 1 af samme Op. Baha P. vokser ud af den metriske referencelinje i temaet (en faldende bevægelse fra det XNUMX. trin til XNUMXrd, dannet af lyde, der falder på taktens stærke og relativt stærke taktslag). Nogle gange i P. komponisten bevarer kodettens bevægelse (f.eks. i fugaen fra Bachs kromatisk fantasi og fuga). I fugaer eller imitative former skrevet på grundlag af principperne om dodekafoni, enhed og afhængighed af materialet i temaet og P. relativt let tilvejebragt ved brugen i P. visse muligheder. række. For eksempel i fugaen fra finalen i Karaevs 3. symfoni, den første (se. nummer 6) og den anden (nummer 7, modeksponering af fugaen) beholdt af P. er modifikationer af serien. Sammen med den angivne type melodi, sammenhængen mellem temaet og P. der er P., baseret på en relativt ny (for eksempel i f-moll fuga fra den såkaldte. 1 af Bachs Veltempererede Clavier), og nogle gange i kontrastmateriale med hensyn til temaet (for eksempel i fugaen fra sonaten C-dur for soloviolin af I. C. Bach; her under indflydelse af P. noget kromatiseret respons på diatonisk. emne). Denne slags P. – ceteris paribus – er oftere adskilt fra temaet af en kadenza og bliver som regel et aktivt nyt element i fugaens struktur. Ja, P. er et udviklende og tematisk vigtigt formelement i gis-mol-dobbeltfugaen fra Vol. 2 af Bachs Veltempererede Clavier, hvor 2. tema lyder som en melodi afledt af P. til 1. emne, som følge af længden. polyfonisk. udvikling. Der er hyppige tilfælde, hvor på materialet af P. fuga mellemspil er bygget, hvilket øger rollen som P. i form jo vigtigere disse mellemspil. For eksempel i c-mol fugaen fra bd. 1 cyklus af Bach-mellemspil på materialet af både P. er polyfoniske. muligheder; i d-mol fugaen fra samme bind skaber overførslen af ​​mellemspillets materiale og temaet fra tonearten af ​​dominanten (i takt 15-21) til hovedtonearten (fra takt 36) sonateforhold i formen . AP i fugaen fra suiten "The Tomb of Couperin" bruges af M. Ravel er faktisk på lige fod med temaet: På dets grundlag bygges mellemspil ved hjælp af appellen, P. danner strets. I ham. i musikvidenskab betegner begreberne Gegensatz, Kontrasubjekt Ch. arr. P., bevaret (helt eller delvist) under alle eller mange implementeringer af temaet (i nogle tilfælde, ikke engang udelukket strettoen – se f.eks. reprisen af ​​fugaen fra op. kvintet g-mol Sjostakovitj, nummer 35, hvor temaet og P. danne et 4-mål. dobbeltkanon af 2. kategori). Lignende P. kaldet bibeholdt, opfylder de altid betingelserne for dobbelt kontrapunkt med temaet (i nogle gamle manualer om polyfoni, f.eks. i lærebogen G. Bellermann, fugaer med bibeholdt P. defineres som dobbelt, hvilket ikke svarer til den aktuelt accepterede terminologi). I fugaer med bibeholdt P. generelt er andre mindre almindeligt anvendte. kontrapunktiske midler. bearbejdning af materialet, da opmærksomheden overgår til kap. arr. af systematiker. viser muligheder for forholdet mellem emnet og P., som er det, der udtrykker. betydningen af ​​denne udbredte kompositionsteknik (i Bachs Veltempererede Clavier f.eks. indeholder ca. halvdelen af ​​fugerne et bibeholdt P.); altså den blændende lyd af korets 5-mål. fuga "Et in terra pax" nr. 4 i Gloria fra Bachs messe i h-mol er i høj grad opnået netop ved den gentagne sammenstilling af temaet og dem, der er bevaret af P. Ekstraordinær kontrapunktisk. fuger med to adskiller sig i mætning (for eksempel fuger c-moll og h-mol fra de såkaldte. 1 af Bachs Veltempererede Clavier, Shostakovich's Fugue in C-dur) og især med de tre bevarede P.

2) I bredere forstand er P. et modspil til enhver fremstilling af et tema i imiterende former; fra dette synspunkt kan P. kaldes kontrapunkt til 2. tema i prologen til Myaskovskys 21. symfoni (se figur 1); samme sted (nummer 3) P. til 1. emne er de øverste stemmer, der danner 2. mål. kanon ind i en oktav med tertianske fordoblinger. Derudover kaldes P. undertiden enhver stemme, der er modsat en anden, melodisk dominerende. I denne forstand er udtrykket "P." tæt på en af ​​betydningerne af begrebet "kontrapunkt" (for eksempel den indledende præsentation af temaet i Vedenets-gæstens 1. sang fra operaen "Sadko" af Rimsky-Korsakov).

Referencer: se under art. Fuge.

VP Frayonov