Pablo Casals |

Pablo Casals

Spansk cellist, dirigent, komponist, musical og offentlig person. Søn af en organist. Han studerede cello hos X. Garcia ved Barcelonas konservatorium og hos T. Breton og X. Monasterio ved Madrids konservatorium (siden 1891). Han begyndte at give koncerter i 1890'erne i Barcelona, ​​hvor han også underviste på konservatoriet. I 1899 debuterede han i Paris. Fra 1901 turnerede han i mange lande i verden. I 1905-13 optrådte han årligt i Rusland som solist og i ensemble med SV Rakhmaninov, AI Ziloti og AB Goldenweiser.

Mange komponister dedikerede deres værker til Casals, herunder AK Glazunov – en koncertballade, MP Gnesin – en sonateballade, AA Kerin – et digt. Indtil en meget høj alder holdt Casals ikke op med at optræde som solist, dirigent og ensemblespiller (siden 1905 var han medlem af den kendte trio: A. Cortot – J. Thibaut – Casals).

Casals er en af ​​de mest fremragende musikere i det 20. århundrede. I cellokunstens historie markerer hans navn en ny æra forbundet med den lyse udvikling af kunstnerisk præstation, den brede afsløring af celloens rige udtryksmuligheder og forædlingen af ​​dens repertoire. Hans spil var kendetegnet ved dybde og rigdom, en fint udviklet stilsans, kunstnerisk frasering og en kombination af følelsesmæssighed og eftertænksomhed. Smuk naturlig tone og perfekt teknik tjente til en lys og sandfærdig udformning af det musikalske indhold.

Casals blev især berømt for sin dybe og perfekte fortolkning af JS Bachs værker, samt for opførelsen af ​​musikken af ​​L. Beethoven, R. Schumann, J. Brahms og A. Dvorak. Casals kunst og hans progressive kunstneriske synspunkter havde en enorm indflydelse på det 20. århundredes musik- og udøvende kultur.

I mange år var han engageret i undervisningsaktiviteter: han underviste på Barcelonas konservatorium (blandt hans elever – G. Casado), på Ecole Normal i Paris, efter 1945 – på mestringskurser i Schweiz, Frankrig, USA mv.

Casals er en aktiv musikalsk og offentlig person: han organiserede det første symfoniorkester i Barcelona (1920), som han optrådte med som dirigent (indtil 1936), Working Musical Society (ledede det i 1924-36), en musikskole, et musikmagasin og søndagskoncerter for arbejdere, som bidrog til Cataloniens musikalske uddannelse.

Disse uddannelsesinitiativer ophørte med at eksistere efter den fascistiske opstand i Spanien (1936). Casals var patriot og antifascist og hjalp aktivt republikanerne under krigen. Efter den spanske republiks fald (1939) emigrerede han og bosatte sig i det sydlige Frankrig, i Prades. Fra 1956 boede han i San Juan (Puerto Rico), hvor han grundlagde et symfoniorkester (1959) og et konservatorium (1960).

Casals tog initiativ til at arrangere festivaler i Prada (1950-66; blandt talerne var DF ​​Oistrakh og andre sovjetiske musikere) og San Juan (siden 1957). Siden 1957 er der blevet afholdt konkurrencer opkaldt efter Casals (den første i Paris) og "til ære for Casals" (i Budapest).

Casals viste sig selv som en aktiv kæmper for fred. Han er forfatteren til oratoriet El pesebre (1943, 1. opførelse 1960), hvis hovedidé er inkorporeret i de sidste ord: "Fred til alle mennesker af god vilje!" På anmodning af FN's generalsekretær U Thant skrev Casals "Hymn to Peace" (3-delt værk), som blev opført under hans ledelse ved en gallakoncert i FN i 1971. Han blev tildelt FN's Fredsmedalje . Han skrev også en række symfoniske, kor- og kammerinstrumentale værker, stykker for cellosolo og celloensemble. Han fortsatte med at spille, dirigere og undervise indtil slutningen af ​​sit liv.

Referencer: Borisyak A., Essays on the school of Pablo Casals, M., 1929; Ginzburg L., Pablo Casals, M., 1958, 1966; Corredor JM, Samtaler med Pablo Casals. Gå ind. artikel og kommentarer af LS Ginzburg, trans. fra French, L., 1960.

LS Ginzburg