Enharmonisme |

fra det græske enarmonios – enharmonisk, lit. – konsonant, konsonant, harmonisk

Lighed i højden af ​​lyde forskellige i stavemåde (f.eks. des = cis), intervaller (f.eks.

akkorder (as-c-es-ges=as-c-es-fis=gis-his-dis-fis etc.), tangenter (Fis-dur=Ges-dur). Begrebet "E." antager et 12-trins (lige) temperamentsystem (se Temperament). Den udviklede sig i forbindelse med fornyelsen af ​​de gamle slægters intervaller – kromatiske og enharmoniske (se Chromatism, Enharmonic) – og foreningen af ​​lydene fra alle tre slægter (sammen med diatonisk) inden for en enkelt skala; altså mellem lydene af diatonisk. en hel tone placeres lyde af både lave og høje trin f.eks. (c)-des-cis-(d) med kommatik forskellen mellem deres højder (af P. de Beldemandis, begyndelsen af ​​det 15. århundrede; se: Coussemaker E., Scriptorum…, t. 3, s. 257-58; y H Vicentino, 1555). Bevares i terminologien af ​​teoretisk. afhandlinger, de gamle enharmonikere (hvor mikrointervallerne var forskellige i højden) i 18-tallet, da temperamentet bredte sig, især ensartet temperament, ind i det nye europæiske E. (hvor mikrointervallerne f.eks. eis og des allerede falder sammen i højden). Begrebet "E." adskiller sig i dualitet: E. som udtryk for funktionel identitet (passiv eller imaginær E.; for eksempel i Bach i 1. bind af Det Veltempererede Clavier, ækvivalensen af ​​tangenterne es-moll og dis-moll i 8. præludium og fuga, i Beethoven i Adagio 8. fi. Sonate E-dur=Fes-dur) og som udtryk for funktionel ulighed ("detemperation", AS Ogolevets; ifølge intonationsreglen "skarpt over flad"), skjult, men bevaret under dække af temperament (aktiv eller ægte E., f.eks. i anharmonisk modulation gennem hf-as-d=hf-gis-d, når man introducerer en gentagelse i Gorislavas cavatina fra Glinkas Ruslan og Lyudmila).

Kunst. brugen af ​​E. i Europa. musik hører begyndelsen til. 16-tallet (A. Willart, duet "Quid non ebrietas"); E. blev meget brugt i kromatik. madrigal fra det 16.-17. århundrede, især den venetianske skole. Siden JS Bachs tid er det blevet et vigtigt middel til pludselig modulation, og cirklen på 30 tonarter af dur og mol baseret på den er blevet nødvendig for klassisk-romantikken. musikmodulationskugleformer. I det tonale kromatiske 20. århundredes system overføres E.s relationer også til f.eks. intratonale forbindelser. i begyndelsen af ​​3. del af 6. fp. Prokofievs sonate, gradens akkord nVI> (flade side) er melodisk figureret af lydene af enharmonisk identisk med den i femte grad (skarp side; i optagelsen af ​​uddraget – enharmonisk forenkling):

SS Prokofiev. 6. sonate for klaver, del III.

E.s koncentration når sin maksimale grad i 12-tonemusik, hvor enharmonisk omskiftning bliver praktisk talt kontinuerlig (for et musikalsk eksempel på permanent E., se artiklen Dodecaphony).

Referencer: Renchitsky PN, Teaching about anharmonism, M., 1930; Ogolevets AS, Introduktion til moderne musikalsk tænkning, M.-L., 1946; Tyulin Yu. (H.), Et kort teoretisk kursus i harmoni, L., 1960, revideret. og add., M., 1978; Pereverzev N. (K.), Problemer med musikalsk intonation, M., 1966; Sposobin IV, Forelæsninger om harmoniens forløb, M., 1969; Beldemandis P. de., Libellus monocordi (1413), i Coussemaker E. de, Scriptorum de musica medii aevi. Novam serie…, t. 3, Parisiis, 1869, faksimile. genudgivelse Hildesheim, 1963; Vicentino N., L'antica musica ridotta alla moderna prattica…, Roma, 1555, faksimile. genudgivelse Kassel, 1959; Scheibe JA, Compendium musices... (ca. 1730-36), i Benary P., Die deutsche Kompositionslehre des 18. Jahrhunderts, Lpz., 1961; Levitan JS, A. Willaerts berømte duo, “Tijdschrift der Vereeniging vor Nederlandse Muziekgeschiedenis”, 1938, bd 15; Lowinsky EE, Tonalitet og atonalitet i musik fra det sekstende århundrede, Berk.-Los Ang., 1961.

Yu. N. Kholopov