Gamle græske bånd |
Oldgræske modes er systemer af melodiske modes i det antikke Grækenlands musik, som ikke kendte polyfoni i moderne forstand. Grundlaget for det modale system var tetrachords (i første omgang kun faldende). Afhængig af intervalsammensætningen af tetrachorderne skelnede grækerne 3 stemninger eller slægter (genn): diatonisk, kromatisk og enharmonisk (forskelle er angivet med nogle forenklinger):
Til gengæld diatonisk. tetrachords bestod af 3 typer, der adskilte sig i placeringen af store og små sekunder:
Fret-formationer af en højere orden opstod som kombinationer af tetrachords. Der var to principper for forening: "fusioneret" (synapn) med sammenfaldet af tilstødende lyde i tetrachords (f.eks. d1-c1 - h - a, a - g - f - e) og "separat" (diasenxis), med hvilke tilstødende lyde blev adskilt af en hel tone (f.eks. e1 – d1 – c1 – h, a – g – f – e). Den vigtigste af tetrachordernes associationer er oktavtilstande (de såkaldte "typer af oktaver" eller armoniai - "harmonier"). Hovedbånd blev betragtet som doriske, frygiske og lydiske, to-rug blev dannet ved at kombinere to korrespondancer. tetrakorder identisk i struktur; Mixolydian ("Blandet-Lydian") blev fortolket som en særlig kombination af Lydian tetrachords.
Side – hypolader blev lavet af de vigtigste ved at omarrangere tetrachorderne og tilføje skalaen til oktaven (navnene på de græske tilstande falder ikke sammen med de senere europæiske). Skema med syv oktavtilstande:
Fuld visning af andre græske. det modale system repræsenterer generelt sustnma teleion - "perfekt (dvs. komplet) system". Nedenfor er den såkaldte. "fast" (eller "ikke-modulerende") system - ametabolon:
Navnetrin kommer fra stedet for ekstraktion af en given tone på strengene. cithara instrument. Identiteten af navnene på trinene inden for en oktav (f.eks. gælder vntn for både a1 og e1) afspejler det tetrachordale (og ikke oktav) princippet om ext. strukturen af systemet. Dr. en variant af det perfekte system – metabolon er kendetegnet ved indsættelse af et "tilbagetrækbart" tetrachord synnmmenon (lit. – forbundet) dl – c1 – b – a, der udvider systemets volumen.
Når det perfekte system blev overført til andre stadier, såkaldte. transpositionsskalaer, ved hjælp af hvilke det var muligt at opnå inden for samme område (lyre, cithara) dec. modale skalaer (tonoi – tangenter).
Frets og slægter (såvel som rytmer) blev af grækerne tillagt en bestemt karakter ("etos"). Så den doriske tilstand (fjolser – en af de indfødte græske stammer) blev betragtet som streng, modig, etisk den mest værdifulde; Frygisk (Frygien og Lydia – regioner i Lilleasien) – begejstret, passioneret, Bacchic:
Brugen af kromatisk og anharmonisk. slægter adskiller græsk musik fra senere europæisk. Diatonismen, som dominerer i sidstnævnte, var blandt grækerne, omend den vigtigste, men stadig kun en af de tre modale intonationer. kugler. Et væld af melodiske muligheder. intonation kom også til udtryk i en række forskellige blandinger af stemninger, introduktionen af innationale "farver" (xpoai), som ikke blev fastsat som særlige stemninger.
Græsk systemet af tilstande har historisk udviklet sig. De ældste bånd af antik. Grækenland var tilsyneladende forbundet med den pentatoniske skala, hvilket blev afspejlet i tuningen af det arkaiske. strenge. værktøjer. Systemet af tilstande og hældninger dannet på basis af tetrachords udviklet i retning af at udvide det modale område.
Referencer: Platon, Politics or the State, Op., Del III, trans. fra græsk, bd. 3, Sankt Petersborg, 1863, § 398, s. 164-67; Aristoteles, Politik, overs. fra græsk, M., 1911, bog. VIII, kap. 7, s. 372-77; Plutarch, Om musik, oversættelse. fra græsk, P., 1922; Anonym, Introduktion til harmonika, Indledende bemærkninger, oversættelse og forklaring, noter af GA Ivanov, "Philological Review", 1894, vol. VII, bog. 1-2; Petr BI, Om kompositioner, strukturer og tilstande i oldgræsk musik, K., 1901; Gamle tænkere om kunst, komp. Asmus BF, M., 1937; Gruber RI, Musikkulturens historie, vol. 1, del 1, M.-L., 1941; Gammel musikalsk æstetik. Gå ind. essay og tekstsamling af AF Losev. Forord og almen udg. VP Shestakova, M., 1960; Gertsman EB, Opfattelse af forskellige tonehøjde lydområder i gammel musikalsk tænkning, "Bulletin of Ancient History", 1971, nr. 4; Bellermann, F., Die Tonleitern und Musiknoten der Griechen, B., 1847; Westphal R., Harmonik und Melopüe der Griechen, Lpz., 1864; Gevaert fr. A., Histoire et théorie de la musique de l'antiquité, v. 1-2, Gand, 1875-81; Riemann H., Katechismus der Musikgeschichte, Bd 1, Lpz., 1888; pyc. trans., M., 1896; Monro DB, Den antikke græske musiks tilstande, Oxf., 1894; Abert H., Die Lehre vom Ethos in der griechischen Musik, Lpz., 1899; Sachs C., Die Musik der Antike, Potsdam, 1928; pyc. om. ulige. kapitler under overskriften. "Musikteoretiske synspunkter og instrumenter fra de gamle grækere", i lør: Den antikke verdens musikkultur, L., 1937; Gombosi O., Tonarten und Stimmungen der antiken Musik, Kph., 1939; Ursprung O., Die antiken Transpositionsskalen und die Kirchentöne, “AfMf”, 1940, Jahrg. 5, H. 3, S. 129-52; Dzhudzhev S., Teori om bulgarsk folkemusik, vol. 2, Sofia, 1955; Husmann, H., Grundlagen der antiken und orientalischen Musikkultur, B., 1961.
Yu. H. Kholopov
