Theodor W. Adorno |
Theodore W. Adorno
Tysk filosof, sociolog, musikforsker og komponist. Han studerede komposition hos B. Sekles og A. Berg, klaver hos E. Jung og E. Steuermann, samt musikkens historie og teori ved Wiens Universitet. I 1928-31 var han redaktør af det wienermusikmagasin "Anbruch", i 1931-33 var han adjunkt ved universitetet i Frankfurt. Udvist fra universitetet af nazisterne, emigrerede han til England (efter 1933), fra 1938 boede han i USA, i 1941-49 – i Los Angeles (ansat ved Institut for Samfundsvidenskab). Derefter vendte han tilbage til Frankfurt, hvor han var universitetsprofessor, en af lederne af Institut for Sociologisk Forskning.
Adorno er en alsidig forsker og publicist. Hans filosofiske og sociologiske værker er i nogle tilfælde også musikvidenskabelige studier. Allerede i Adornos tidlige artikler (slutningen af 20'erne) kom en samfundskritisk tendens klart til udtryk, som dog kompliceredes af manifestationer af vulgær sociologisme. I løbet af årene med amerikansk emigration kom den endelige åndelige modning af Adorno, hans æstetiske principper blev dannet.
Under forfatteren T. Manns arbejde med romanen Doktor Faustus var Adorno hans assistent og konsulent. Beskrivelsen af seriemusikkens system og dets kritik i romanens 22. kapitel, samt bemærkningerne om L. Beethovens musiksprog, er udelukkende baseret på Adornos analyser.
Begrebet udvikling af musikkunst fremsat af Adorno, analysen af vesteuropæisk kultur, er viet til en række bøger og artikelsamlinger: "Essay on Wagner" (1952), "Prisms" (1955), "Dissonances" (1956), "Introduction to Musical Sociology" (1962) og etc. Heri fremstår Adorno som en skarp videnskabsmand i sine vurderinger, der dog kommer til pessimistiske konklusioner om den vesteuropæiske musikkulturs skæbne.
Kredsen af kreative navne i Adornos værker er begrænset. Han fokuserer hovedsageligt på arbejdet af A. Schoenberg, A. Berg, A. Webern, og nævner sjældent lige så vigtige komponister. Hans afvisning strækker sig til alle komponister på nogen måde forbundet med traditionel tænkning. Han nægter at give en positiv vurdering af kreativitet selv til sådanne store komponister som SS Prokofiev, DD Shostakovich, P. Hindemith, A. Honegger. Hans kritik er også rettet mod efterkrigstidens avantgardister, som Adorno giver skylden for tabet af det musikalske sprogs naturlighed og den kunstneriske forms organiske karakter, sammenhængen i matematisk beregning, som i praksis fører til lydkaos.
Med endnu større uforsonlighed angriber Adorno den såkaldte "masse"-kunst, som efter hans mening tjener menneskets åndelige slaveri. Adorno mener, at ægte kunst skal være i konstant konflikt med både massen af forbrugere og statsmagtens apparat, der regulerer og styrer den officielle kultur. Men kunsten, der modarbejder den regulerende tendens, viser sig, efter Adornos forståelse, at være snævert elitær, tragisk isoleret og dræber de vitale kilder til kreativitet i sig selv.
Denne antitese afslører lukketheden og håbløsheden i Adornos æstetiske og sociologiske begreb. Hans kulturfilosofi har successive forbindelser med F. Nietzsches, O. Spenglers, X. Ortega y Gassets filosofi. Nogle af dens bestemmelser blev dannet som en reaktion på nationalsocialisternes demagogiske "kulturpolitik". Den skematiske og paradoksale karakter af Adornos koncept blev tydeligt afspejlet i hans bog The Philosophy of New Music (1949), bygget på en sammenligning af A. Schoenbergs og I. Stravinskys arbejde.
Schoenbergs ekspressionisme fører ifølge Adorno til opløsningen af den musikalske form, til komponistens afvisning af at skabe et "færdigt opus". Et holistisk lukket kunstværk forvrænger ifølge Adorno allerede virkeligheden ved sin ordentlighed. Fra dette synspunkt kritiserer Adorno Stravinskys nyklassicisme, som angiveligt afspejler illusionen om forsoning af individualitet og samfund, hvilket gør kunst til en falsk ideologi.
Adorno anså absurd kunst for at være naturlig og retfærdiggjorde dens eksistens med umenneskeligheden i det samfund, hvori den opstod. Et sandt kunstværk i moderne virkelighed kan ifølge Adorno kun forblive et åbent "seismogram" af nervøse chok, ubevidste impulser og vage bevægelser af sjælen.
Adorno er en stor autoritet inden for moderne vestlig musikalsk æstetik og sociologi, en stærk antifascist og kritiker af den borgerlige kultur. Men ved at kritisere den borgerlige virkelighed accepterede Adorno ikke socialismens ideer, de forblev ham fremmede. En fjendtlig holdning til den musikalske kultur i USSR og andre socialistiske lande manifesterede sig i en række forestillinger af Adorno.
Hans protest mod standardisering og kommercialisering af det åndelige liv lyder skarpt, men den positive begyndelse af Adornos æstetiske og sociologiske koncept er meget svagere, mindre overbevisende end den kritiske begyndelse. Adorno afviste både moderne borgerlig ideologi og socialistisk ideologi og så ingen reel vej ud af den moderne borgerlige virkeligheds åndelige og sociale blindgyde og forblev i virkeligheden i grebet af idealistiske og utopiske illusioner om en "tredje vej", om en slags "anden" sociale virkelighed.
Adorno er forfatter til musikværker: romancer og kor (til tekster af S. George, G. Trakl, T. Deubler), stykker for orkester, arrangementer af franske folkesange, instrumentering af klaverstykker af R. Schumann mv.
