Tredelt form |

Tredelt form – type kompositionsstruktur, fra 2. sal. 17-tallet anvendt i Europa. prof. musik som en form for et helt skuespil eller en del af det. T. f. i særlig betydning af udtrykket indebærer ikke kun tilstedeværelsen af ​​tre hoved. sektioner, men også en række forhold vedrørende forholdet mellem disse sektioner og deres struktur (alment accepterede definitioner af T.f. styres hovedsageligt af værker af J. Haydn, WA ​​Mozart, L. Beethoven fra den tidlige og midte perioder med kreativitet, men lignende former i senere musik adskiller sig ofte fra den klassiske form). Der er enkle og komplekse T. t. I en simpel 1. del er en enkelttonet eller modulerende periode (eller en konstruktion, der erstatter den), midterdelen har som regel ikke en stabil struktur, og 3. del er en gentagelse af den første, nogle gange med en forlængelse; muligt og uafhængigt. periode (ikke-reprise T. f.). I vanskelige T. f. 1. del er normalt en simpel to- eller tredelt form, den midterste del ligner strukturen den 1. eller mere frie, og 3. del er en gentagelse af den første, nøjagtige eller modificerede (i wok. op. – gentagelse af musik, men ikke nødvendigvis og verbal tekst). Der er også en mellemform mellem simpel og kompleks tf: den midterste (anden) del – i en simpel to- eller tredelt form, og den yderste – i form af et punktum. Hvis sidstnævnte ikke er ringere i størrelse og værdi i forhold til den midterste del, så er hele formen tættere på det komplekse T. f. (Vals op. 40 nr. 8 for klaver af PI Tjajkovskij); hvis perioden er kort, så til en enkel med en introduktion og afslutning, der rammer den ("The Song of the Indian Guest" fra operaen "Sadko" af Rimsky-Korsakov). Indledningen og konklusionen (koden) findes i enhver form for T. f., såvel som de forbindende dele mellem hovedet. sektioner, nogle gange indsat (især i komplekse T. f. mellem midtersektionen og reprisen).

Det første afsnit af T. f. udfører en ekspositionsfunktion (i en kompleks teknisk form, med elementer af udvikling), det vil sige, den repræsenterer en præsentation af et emne. Mellem (2. del) enkel T. f. – oftest udvikling af muser. materiale præsenteret i del 1. Der er midterdele bygget over et nyt tema. materiale, der står i kontrast til materialet i de ekstreme dele (Mazurka C-dur op. 33 No 3 af Chopin). Nogle gange rummer midterdelen både nyt materiale og udviklingen af ​​1. dels tema (3. del – nocturne – fra Borodin-kvartettens 2. strygere). I vanskelige T. f. det midterste afsnit står næsten altid i kontrast til det ekstreme; hvis det er skrevet i tidstypiske former, simpelt to- eller trestemmigt, kaldes det ofte en trio (fordi det i det 17. og det tidlige 18. århundrede normalt blev præsenteret med tre stemmer). Kompleks T. f. med sådan en midterdel, præim. i hurtige, især danse, skuespil; med en mindre formaliseret, mere flydende midterdel (episode) – oftere i langsomme stykker.

Betydningen af ​​gentagelsen T. f. normalt består i godkendelse af hoved. billede af stykket efter kontrastering eller i gengivelsen af ​​hovedmusikken. tanker i en holistisk form efter udviklingen af ​​sin otd. sider og elementer; i begge tilfælde bidrager gentagelsen til formularens fuldstændighed. Hvis reprisen ændres, så der skabes et nyt spændingsniveau i den i forhold til 1. del af skemaet, så T.f. kaldes dynamisk (sådanne former er meget mere almindelige blandt simple T. f. end komplekse). Af og til en gentagelse af en simpel T. f. begynder ikke i hovedtonen ("Forgotten Waltz" nr. 1 for klaver Liszt, "Fairy Tale" op. 26 nr. 3 for klaver Medtner). Nogle gange vender hovedtonearten tilbage, men ikke temaet i 1. afsnit (den såkaldte tonale gentagelse; "Sang uden ord" g-mol nr. 6 for Mendelssohn).

T. f. kan udvides og beriges ved gentagelse af dens dele, nøjagtige eller varierede. I simpel T.f. 1. periode gentages ofte, i otd. sager med transponering eller delvis transponering i andre toner (1. del af Begravelsesmarchen – op til trio – fra Beethovens Sonate nr. 12 for klaver; Den glemte vals nr. 1 for Liszts klaver; etude op. 25 nr. 11 af Chopin; march op.65 nr. 10 for Prokofievs klaver). Midten og gentagelsen gentages ikke mindre ofte. Hvis variationen af ​​den midterste eller 3. sektion under deres gentagelse er forbundet med en ændring i tonalitet, kaldes formen en simpel dobbelt tredelt og nærmer sig den rondoformede. I vanskelige T. f. i slutningen af ​​den gentages trioen og 3. afsnit af og til ("March of Chernomor" fra operaen "Ruslan og Lyudmila" af Glinka); hvis der i stedet for gentagelse gives en ny trio, opstår et dobbelt kompleks TF. (kompleks T. f. med to trioer), ligeledes en tæt rondo ("Bryllupsmarch" fra musik til Shakespeares komedie "En skærsommernatsdrøm" af Mendelssohn).

Til komplikationen af ​​T. f. fører ikke kun til gentagelse af dele, men også til deres indre vækst: den indledende modulerende periode af simpel T. f. kan tilegne sig træk fra en sonateeksposition, midten – udviklinger, og hele formen – træk fra en sonate allegro (se Sonateform). I andre tilfælde nyt materiale i den midterste del af T. f. (simpel eller kompleks) er detaljeret i koden eller i slutningen af ​​gentagelsen i kap. tonalitet, som skaber et forhold mellem temaer, der er typiske for en sonate uden udvikling.

På trods af enkelheden og naturligheden af ​​dens afrundede struktur (ABA eller ABA1), T. f. beskrevne arter opstod senere end den todelte og har ikke så direkte og tydelige rødder som denne sidste i Nar. musik. Oprindelse T. f. primært forbundet med musik. t-rum, især med operaen aria da capo.

Enkel T.f. den anvendes som formularen til. – l. afsnit ikke-cyklisk. prod. (rondo, sonata allegro, kompleks tf osv.), samt i romancer, opera-arier og arioso, små danse og andre stykker (f.eks. i præludier, etuder). Hvordan formen er uafhængig. spiller simpel T. f. blev udbredt i perioden efter Beethoven. Nogle gange findes den også som en form for den langsomme del af cyklussen (i Tjajkovskijs violinkoncert; det mest detaljerede eksempel er i Rachmaninovs 2. klaverkoncert). Dynamisk simpel T. f. især almindelig hos F. Chopin, PI Tchaikovsky, AN Scriabin.

Kompleks T. f. bruges i dans. skuespil og marcher, nocturner, impromptu og andre instr. genrer, og også som en form for et opera- eller balletnummer, sjældnere en romantik ("Jeg husker et vidunderligt øjeblik", "Jeg er her, Inezilla" af Glinka). Kompleks T. t. er meget almindeligt. i de midterste dele af sonatesymfonien. cyklusser, især hurtige (scherzo, menuet), men også langsomme. De mest udviklede prøver af komplekse T. f. repræsentere nek-ry symfe. Beethovens Scherzo, Begravelsesmarch fra hans "Heroiske" symfoni, symfoni. scherzo af andre komponister (f.eks. 2. del af 5. og 7. symfoni af Shostakovich), samt de separate. stykker af romantiske komponister (f.eks. Chopins Polonaise op. 44). Der var også vanskelige T. f. speciel art, f.eks. med ekstreme partier i form af en sonate allegro (scherzo fra Beethovens 9. symfoni og Borodins 1. symfoni).

I de teoretiske udmærkelsesværker T. f. fra nogle andre typer musik. former defineres på forskellige måder. Så i en række manualer, komplekse T. f. med episoden henføres til former for rondo. Der er objektive vanskeligheder ved differentiering simpel T. f. med en midterste, udviklende af 1. satsens materiale, og en simpel reprise todelt form. Som regel betragtes gentagelsen i reprise af hele den indledende periode som hovedbeviset for trepartsformen, og en sætning - todelt (i dette tilfælde tages der også hensyn til yderligere kriterier). E. Prout betragter begge disse former for former som todelte, da midten ikke giver kontrast, har tendens til at gentage sig og ofte gentages sammen med den. Tværtimod fortolker A. Schoenberg begge disse typer som tredelte former, da de indeholder en gentagelse (dvs. 3. del), selvom den er forkortet. Det forekommer passende, uanset denne eller hin sondring mellem de pågældende typer, at forene dem under det generelle begreb om en simpel gentagelsesform. Proportionerne af nogle produkter. svarer ikke til navnet på den formtype, de hører til (f.eks. i T. f. med en kode kan der faktisk være 4 lige store dele). Mn. sammensætninger, der er tredelte i ordets almindelige betydning, kaldes normalt ikke T. f. specielt betydningen af ​​begrebet. Sådanne er for eksempel tre-akters operaer, tresatsede symfonier, koncerter osv., strofiske. wok. kompositioner indeholdende tre tekststrofer med forskellig musik mv.

Referencer: se på art. Musikalsk form.