Strenge og fri stil i polyfoni

Polyfoni er en type polyfoni baseret på kombinationen og samtidig udvikling af to eller flere uafhængige melodier. I polyfoni, i processen med dens udvikling, blev to stilarter dannet og udviklet: streng og fri.

Streng stil eller streng skrift i polyfoni

Den strenge stil blev perfektioneret i vokal- og kormusik fra det 15.-16. århundrede (selvom selve polyfonien selvfølgelig opstod meget tidligere). Det betyder, at melodiens specifikke struktur i højere grad afhang af den menneskelige stemmes evner.

Melodiens rækkevidde blev bestemt af tessituraen af ​​den stemme, som musikken var beregnet til (normalt oversteg rækkevidden ikke duodecimus-intervallet). Her udelukkede man spring på mol og dur septim, reducerede og øgede intervaller, som blev anset for ubelejlige til sang. Den melodiske udvikling var domineret af jævn og trinvis bevægelse på diatonisk skalabasis.

Under disse forhold bliver den rytmiske organisering af strukturen af ​​primær betydning. Således er rytmisk mangfoldighed i en række værker den eneste drivkraft for musikalsk udvikling.

Repræsentanter for streng polyfoni er for eksempel O. Lasso og G. Palestrina.

Fri stil eller fri skrivning i polyfoni

Den frie stil i polyfoni udviklede sig i vokal-instrumental og instrumental musik fra det 17. århundrede. Herfra, altså fra instrumentalmusikkens muligheder, kommer meloditemaets frie og afslappede klang, da den ikke længere afhænger af sangstemmens rækkevidde.

I modsætning til den strenge stil er store intervalspring tilladt her. Et stort udvalg af rytmiske enheder, samt den udbredte brug af kromatiske og ændrede lyde – alt dette i polyfoni adskiller den frie stil fra den strenge.

De berømte komponister Bachs og Händels værk er toppen af ​​fri stil i polyfoni. Næsten alle senere komponister fulgte samme vej, for eksempel Mozart og Beethoven, Glinka og Tjajkovskij, Sjostakovitj (forresten eksperimenterede han også med streng polyfoni) og Sjchedrin.

Så lad os prøve at sammenligne disse 2 stilarter:

• Hvis temaet i en streng stil er neutralt og svært at huske, så er temaet i en fri stil en lys melodi, der er let at huske.
• Hvis teknikken med streng skrivning hovedsageligt påvirkede vokalmusik, så er genrerne i den frie stil forskellige: både fra instrumentalmusikområdet og fra vokal-instrumentalmusikområdet.
• Musik i streng polyfonisk skrift hvilede i sin modale basis på ældgamle kirkeformer, og i fri polyfon skrift opererer komponister med magt og hoved på det mere centraliserede dur og mol med deres harmoniske mønstre.
• Hvis den strenge stil er præget af funktionel usikkerhed, og klarhed udelukkende kommer i kadencer, så kommer sikkerheden i harmoniske funktioner klart til udtryk i den frie stil.

I det 17.-18. århundrede fortsatte komponister med at bruge den strenge stil-æras former i vid udstrækning. Disse er motetter, variationer (inklusive dem baseret på ostinato), ricercar, forskellige former for imiterende former for koral. Fri stil omfatter fuga såvel som adskillige former, hvor polyfonisk præsentation interagerer med homofonisk struktur.