Opus, opus |

lat., lit. — arbejde, skabelse, essay; blind — eller.

Et udtryk, der bruges til at betegne den rækkefølge, som en komponist skaber kompositioner i. Som regel anvendes det, når de offentliggøres. I de tilfælde, hvor den udgivelse, der er givet komponist, begyndte relativt sent (F. Schubert), svarer O.-sekvensen ikke altid til den rækkefølge, som værkerne blev til. Ofte, især tidligere, udgav komponister under én O. flere. op. én genre; mens hver Op. fik desuden sit eget nummer “inside” O. (f.eks. L. Beethovens klavertrio op. 1 nr. 1, op. 1 nr. 2 og op. 1 nr. 3 osv.). Ved udgivelsen af ​​Op. fra arven fra komponisten bruges betegnelsen opus posthumum (upus pustumum, lat. – posthum komposition, forkortelse – op. posth.). I ovenstående betydning er udtrykket "O." begyndte at blive brugt i kon. 16-tallet Blandt de tidligste udgaver, udstyret med betegnelsen "O.", er "højtidelige motetter" ("Motecta festorum", op. 10) af Viadana (Venedig, 1597), "Venetiansk gondol" ("La Barca da Venezia" , op. 12 ) Banchieri (Venedig, 1605). Fra kon. 17 til kon. 18. århundrede mærket "O." udgivet kap. arr. instr. essays. Samtidig blev O. påført af Udgivere, og ofte samme Op. forskellige forlag kom ud under dekomp. O. (produceret af A. Corelli, A. Vivaldi, M. Clementi). Først siden Beethovens tid begyndte komponister selv at nedlægge O.-numrene på deres kompositioner, men scenen. prod. og små skuespil udkom som regel uden betegnelsen O. I nogle lande blev deres nat. varianter af udtrykket "O". – "oeuvre" i Frankrig, "komposition" (forkortet "op") i Rusland.