I jagten på sort musik

Har du nogensinde spekuleret på, hvor rillen kommer fra? Fordi jeg tænker konstant og sandsynligvis for resten af ​​mit liv, at jeg vil udsætte dette emne for en dyb analyse. Ordet "rille" optræder ofte på vores læber, men i Polen er det normalt negativt. Vi gentager som et mantra: "kun sorte så groove", "vi er langt fra at spille western" osv.

Stop med at jagte, begynd at spille!

Definitionen af ​​en rille ændres med breddegraden. Stort set alle musikere har en definition af groove. Groove er født i hovedet i, hvordan du hører musik, hvordan du føler det. Du former det fra fødslen. Hver lyd, hver sang, du hører, påvirker din musikalske følsomhed, og det har en væsentlig indflydelse på din stil, inklusive groovet. Hold derfor op med at jagte den såkaldte Den "sorte" definition af en rille og skab din egen. Udtryk dig selv!

Jeg er en hvid dreng fra det frostklare Polen, som havde en chance for at indspille reggae på Jamaica i det legendariske Bob Marley-studie sammen med musikere i verdensklasse af denne genre. De har den her musik i blodet, og så lyttede jeg til den i måske et par år, og jeg spillede højst tre. I Polen sagde de: “vanhelligelse! Kommercielle lorteplader i reggaemusikkens tempel ”(betyder StarGuardMuffin og Tuff Gong Studios). Men kun en del af den polske reggae-scene havde et problem med det – radikale tilhængere af rastafarikulturen og selvfølgelig nørder, der hadede alle, der gjorde noget. Interessant nok var der ingen i Jamaica, der havde noget imod, at vi spiller reggae "på polsk". Tværtimod – de gjorde det til et aktiv, der adskiller os fra deres indfødte kunstnere. Ingen fortalte os, at vi skulle spille der anderledes, end vi gjorde. De lokale musikere befandt sig uden problemer i de af os udarbejdede sange, og til sidst "banglede" alt for dem, hvilket de bekræftede ved at danse, mens de lyttede til de tidligere indspillede stykker. Dette øjeblik fik mig til at indse, at der ikke findes en enkelt definition af velskabt musik.

Er det forkert, at vi spiller anderledes end vores vestlige kolleger? Er det forkert, at vi har en anden sans for groovet, en anden musikalsk følsomhed? Selvfølgelig ikke. Tværtimod – det er vores fordel. Det skete bare sådan, at sort musik er allestedsnærværende i medierne, men vi skal ikke være så bekymrede over det. Der er mange store indfødte kunstnere, der spiller "på polsk", skaber genial musik og samtidig eksisterer på musikmarkedet. Giv dig selv en chance, giv din bandkammerat en chance. Giv din trommeslager en chance, for bare fordi han ikke spiller som Chris "Daddy" Dave, betyder det ikke, at han ikke har "det noget" i sig. Du må selv vurdere, om det, du laver, er godt. Det er værd at lytte til andre, det er værd at tage hensyn til udenforståendes mening, men du og resten af ​​dit crew skal beslutte, om det, du laver, er godt og egnet til at vise til verden.

Se bare på Nirvana. I begyndelsen var der ingen, der gav dem en chance, men de gjorde konsekvent deres arbejde og satte til sidst deres præg på populærmusikkens historie med store bogstaver. Tusindvis af sådanne eksempler kunne nævnes. Interessant nok er der én ting, som alle disse kunstnere har til fælles.

EGEN STIL

Og sådan kommer vi til sagens kerne. Det, du repræsenterer, definerer, om du er en interessant kunstner eller ej.

For nylig havde jeg mulighed for at have to meget interessante samtaler om dette emne. Sammen med mine kollegaer nåede vi frem til, at flere og flere taler om teknikken til at spille musik (udstyr, musikeres præstationsevner), og ikke om selve musikken. De guitarer, vi spiller på, computere, forforstærkere, kompressorer, som vi bruger til indspilninger, musikskoler, vi er færdige med, "joby", som - grimt sagt - vi inkluderer, bliver vigtige, og vi holder op med at tale om, hvad vi egentlig har at sige som kunstnere . Som et resultat skaber vi produkter, der har perfekt emballage, men desværre – er tomme indeni.

Vi jagter Vesten, men måske ikke lige hvor vi skal. Sort musik kom jo af at udtrykke følelser og ikke af at spille baglæns. Ingen tænkte på, om de skulle spille alligevel, men hvad de ville formidle. Det samme skete i vores land i 70'erne, 80'erne og 90'erne, hvor musikken var et medie. Indholdet var det vigtigste. Jeg har indtryk af, at vi i dag har et våbenkapløb. Jeg forstår selv, at det er vigtigere, hvor vi indspiller albummet, end hvad vi indspiller. Vigtigere er det, hvor mange mennesker der kommer til koncerten, end hvad vi vil fortælle disse mennesker til koncerten. Og det er nok ikke det, det handler om...