Kammerorkester |

Kammerorkester – et orkester af en lille komposition, hvis kerne er et ensemble af performere på strygere. instrumenter (6-8 violiner, 2-3 bratscher, 2-3 celloer, kontrabas). VC. om. ofte kommer cembaloen ind, som sammen med celloer, kontrabas og ofte fagotter deltager i basgeneralens opførelse. Nogle gange i K. om. ånden tændes. instrumenter. I 17-18 århundreder. sådanne orkestre (i modsætning til kirke- eller operaorkestre) blev brugt til at udføre concerti grossi, koncerter med soloinstrumenter, konc. symfoni, ork. suiter, serenader, divertissementer mv. Så bar de ikke navnet "K. om.". Dette udtryk kom først i brug i det 20. århundrede. TIL. o., såvel som store og små, er selvstændige. orkester type. Genoplivningen af ​​K. om. i høj grad på grund af den stigende interesse for præklassisk. og tidlig klassiker. musik, især til værket af I. C. Bach, og med ønsket om at gengive dens sande lyd. Grundlaget for repertoiret for flertallet af K. om. udgør produktionen A. Corelli, T. Albinoni A. Vivaldi, G. F. Telemana, I. C. Bach G. F. Handel, W. A. Mozart og andre. En vigtig rolle blev også spillet af interessen for K. om. moderne komponister, på grund af ønsket om at finde passende midler til legemliggørelsen af ​​muserne. ideer om den "lille plan", en reaktion på "superorkestret", der var vokset til gigantiske proportioner i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. (R. Strauss, G. Mahler, I. F. Stravinsky) og en trang til musikkens økonomi. betyder genoplivning af polyfoni. TIL. om. 20 i. karakteristiske midler. frihed, uregelmæssighed, som om en ulykke af sammensætningen, hver gang bestemt af en eller anden kunst. af design. Under moderne TO. om. ofte indebære sammensætning, i Krom, som i et kammerensemble, hver instr. partiet er repræsenteret præim. en solist. Nogle gange K. om. kun begrænset til strenge. værktøjer (I. AP Rääts, Koncert for kammerorkester, op. 16, 1964). I tilfælde hvor ånden også kommer ind i den. værktøjer, dens sammensætning kan variere fra flere. solister (P. Hindemith, Kammermusik nr. 3, op. 36, for cello obligato og 10 soloinstrumenter, 1925) op til 20-30 udøvere (A. G. Schnittke, 2. koncert for violin og kammerorkester, 1970; D. D. Shostakovich, 14. symfoni for sopran, bas og kammerorkester, op. 135, 1971), uden dog at nå fuldstændigheden af ​​kompositionen af ​​den lille symfoni. orkester. Grænserne mellem K. om. og kammerensemble er ret vage. Klokken 20. gaffel. om. skrive essays i en række forskellige genrer. Blandt de moderne søm. orkestre: K. om. under ex. PÅ. Stross (Tyskland, organiseret i 1942), Stuttgart K. om. under ex. K. Münchinger (Tyskland, 1946), Wiener Kammerensemble for Tidlig Musik "Musica anticua" under dir. B. Klebel (Østrig), "Virtuosi of Rome" under dir. R. Fasano (1947), Zagrebs kammerorkester for radio og fjernsyn (1954), kammerorkester "Clarion Concerts" (USA, 1957), kammerorkester dirigeret af. A. Brotta (Canada) og andre. TIL. om. er tilgængelige i mange større byer i USSR: Moscow K. om. under ex. R. B. Barshaya (1956), K. om. Moskvas konservatorium under kontrol. M. H. Teriana (1961), Leningradsky K. om. under ex. L. M. Gozman (1961), Kiev K. om. under ex. OG. OG. Blazhkov (1961), K. om.

Referencer: Ginzburg L., Rabey V., Moscow Chamber Orchestra, i: Mastery of a Performing Musician, vol. 1, M., 1972; Raaben L., Leningrad Kammerorkestre, i: Musik og Liv. Musik og musikere fra Leningrad, L., 1972; Quittard H., L'orchestre des concerts de chambre au XVII-e sícle, "ZIMG", Jahrg. XI, 1909-10; Rrunières H., La musique de la chambre et de l'écurie sous le rigne de François, 1-er, "L'anné musicale", I, 1911; ulige. ed., R., 1912; Сuсue1 G., Etudes sur un orchester au XVIII-e sícle, P., 1913; Wellesz, E., Die neue Instrumentation, Bd 1-2, B., 1928-29; Carse A., Orkestret i det XVIII. århundrede, Camb., 1940, 1950; Rincherle, M., L'orchestre de chambre, P., 1949; Paumgartner B., Das instrumentalen Ensemble, Z., 1966.

IA Barsova