Tone |

Tysk Ton – lyd, fra græsk. tonos, lit. – spænding, spænding

Et af de vigtigste begreber, der er meget brugt i musikteori.

1) I musik. akustik – en del af lydspektret, dannet af periodisk. oscillerende bevægelser: delvis T., aliquot T., overtone (der er et udtryk "undertone"), ren eller sinusformet, T.; under samspillet mellem lyde opstår kombinationsmæssige T., T. tilfældigheder. Det adskiller sig fra lyden af ​​musicalen, der består af det vigtigste. toner og overtoner, og fra støj – en lyd med en utydeligt udtalt tonehøjde, to-ry er forårsaget af ikke-periodisk. oscillerende bevægelser. T. har en tonehøjde, lydstyrke og klangfarve, der afhænger af registeret (lave T. er matte, høje er lyse, skinnende) og lydstyrke (ved meget høj lydstyrke ændres tonen i T., fordi på grund af forvrængninger i form af oscillerende bevægelser under passage af dem gennem den eksterne analysator af høreorganet, opstår de såkaldte subjektive overtoner). T. kan skabes af en lydfrekvensgenerator; sådanne T. bruges meget i elektromusik. instrumenter til lydsyntese.

2) Interval, et mål for tonehøjdeforhold: i ren tuning – et stort helt T. med et frekvensforhold på 9/8, svarende til 204 cent, og et lille helt T. med et frekvensforhold på 10/9, svarende til 182 øre; i en jævnt tempereret skala – 1/6 oktav, hel T., lig med 200 cents; i det diatoniske gamma - sammen med en halvtone, forholdet mellem tilstødende trin (afledte udtryk - tritone, tredje tone, kvart tone, heltone skala, tone-halvtone skala, tolv-tone musik osv.).

3) Det samme som musikalsk lyd som et funktionelt element i muser. systemer: grad af skala, mode, skala (grundtone – tonic; dominant, subdominant, indledende, median tone); lyden af ​​en akkord (grundlæggende, terts, kvint osv.), ikke-akkordlyde (tilbageholdelse, hjælpe, forbigående T.); element af melodien (indledende, sidste, kulminerende, osv. T.). Afledte termer – tonalitet, polytonalitet, tonalitet osv. T. – et forældet navn for tonalitet.

4) I den såkaldte. kirketilstande (se middelaldertilstande) tilstandsbetegnelse (f.eks. I-tone, III-tone, VIII-tone).

5) Meistersingere har en melodimodel til at synge i dekomp. tekster (f.eks. melodien af ​​G. Sachs "Silver Tone").

6) Subjektivt integreret udtryk for lydens generelle indtryk: skygge, lydens karakter; det samme som tonehøjdeintonationen, kvaliteten af ​​stemmen, instrumentet, den fremførte lyd (ren, sand, falsk, udtryksfuld, fuld, træg T. osv.).

Referencer: Yavorsky BL, Strukturen af ​​musikalsk tale, del 1-3, M., 1908; Asafiev BV, Guide til koncerter, vol. 1, P., 1919, M., 1978; Tyulin Yu. N., Harmonilæren, bd. 1 – De vigtigste problemer med harmoni, (M.-L.), 1937, rettet. og add., M., 1966; Teplov BM, Psykologi af musikalske evner, M.-L., 1947; Musikalsk akustik (generalredaktør NA Garbuzov), M., 1954; Sposobin IV, Elementær musikteori, M., 1964; Volodin AA, Elektroniske musikinstrumenter, M., 1970; Nazaikinsky EV, On the psychology of musical perception, M., 1972; Helmholtz H., Die Lehre von den Tonempfindungen…, Braunschweig, 1863, Hildesheim, 1968 Riemann H., Katechismus der Akustik, Lpz., 1875, 1891 (russisk oversættelse – Riemann G., Akustik fra musikvidenskabens synspunkt, M., 1921); Kurth E., Grundlagen des linearen Kontrapunkts…, Bern, 1898, 1917

Yu. N. Rags