Musikalsk alfabet |

Det musikalske alfabet er et bogstavsystem til at angive lyddekomp. højde. Den opstod senest i det 3. århundrede. f.Kr. i Dr. Grækenland, hvor der var to systemer af A. m. I en tidligere instr. systemet omfattede de græske bogstaver. og fønikiske alfabeter. I en senere wok. system kun brugt græsk. bogstaver i alfabetisk rækkefølge svarende til den faldende skala.

Anden græsk bogstavnotation blev brugt i Zap. Europa før det 10. århundrede. I perioden i den tidlige middelalder opstod en metode til at betegne lyde med bogstaverne lat og blev brugt sammen med den. alfabet. Første diatoniske. en skala bestående af to chants. oktaver (A – a), angivet med bogstaver fra A til R. Senere begyndte man kun at bruge de første syv bogstaver. Med denne metode var notationen som følger: A, B, C., D, E, F, G; a, b, c, d, e, f, g, aa. Senere blev denne skala suppleret nedefra med lyden af ​​saltet fra den store oktav, angivet med bogstavet g (gamma) i det græske alfabet. II trin af hovedskalaen begyndte at blive brugt i to former: høj – lyden si, blev kaldt B durum (lat. – solid) og var angivet med en firkantet omrids (se Bekar); lav – lyden af ​​B-flad, blev kaldt B mollis (lat. – blød) og var angivet med en afrundet omrids (se Flad). Med tiden begyndte lyden si at blive betegnet med lat. bogstav H. Efter 12-tallet. Ons-århundrede. systemet med bogstavnotation blev imidlertid fortrængt af ikke-personlig skrift og kornotation i 14-18 århundreder. den blev genoplivet i forskellige versioner i orgel- og luttabulatur.

I øjeblikket har den diatoniske skala i oktaven følgende bogstavbetegnelse:

I de engelsksprogede lande bruges dette system med én digression – den gamle betegnelse for lyden med bogstavet b er bevaret; B-flad betegnes b flad (B-blød).

For at skrive tilfældige tilføjes stavelser til bogstaverne: er – skarp, es – flad, isis – dobbelt skarp, es – dobbelt flad. Undtagelsen er lyden af ​​B-flad, for hvilken betegnelsen med bogstavet b, lydene af E-flat og A-flad, betegnet med henholdsvis stavelserne es og som er bevaret. C-skarp – cis, F-dobbelt-skarp – fisis, D-flad – des, G-dobbelt-flad – geses.

I landene i det engelske sprog angives skarp med ordet skarp, flad – med ordet flad, dobbeltskarp – med ordene dobbelt skarp, dobbeltflade – med ordene dobbelt flad, C-skarp – med skarp, F- dobbeltskarp – f dobbeltskarp, D-flad – d flad , G dobbelt flad – g dobbelt flad.

Lydene i den store oktav er angivet med store bogstaver, og de små med små bogstaver. For lyde af andre oktaver tilføjes tal eller bindestreger til bogstaverne, svarende i antal til oktavernes navne:

op til den første oktav – c1 eller c're af den anden oktav – d2 eller d ” mi af den tredje oktav – e3 eller e “’ fa af den fjerde oktav – f4 eller f “” op til den femte oktav – c5 eller c " "' er kontraktive - H1 eller 1H eller H for subcontroctave - A2 eller A, eller

For at angive tangenterne føjes ordene til bogstaverne: dur (dur), mol (mol), og for durtonarter bruges store bogstaver, og for moltonarter - små bogstaver, for eksempel C-dur (C-dur), fis -mol (F-skarp mol) osv. I den forkortede skrivemåde betegner store bogstaver (uden tilføjelser) durtoner og akkorder, og små bogstaver for mol.

Med en introduktion til musik. udøvelsen af ​​det lineære musiksystem A. m. har mistet sin oprindelige betydning og er blevet bevaret som hjælpemiddel. betegnelser for lyde, akkorder og tangenter (primært i musikalske og teoretiske værker).

Referencer: Gruber RI, Musikkulturens historie, t. 1, kap. 1, M.-L., 1941; Bellermann Fr., Die Tonleitern und Musiknoten der Griechen, V., 1847; Fortlage K., The musical system of the greks…, Lpz., 1847; Riemann H., Studien zur Geschichte der Notenschrift, Lpz., 1878; Monro DV, Modes of Ancient Greek Music, Oxf., 1894; Wolf J., Handbuch der Notationskunde, Bd 1-2, Lpz., 1913-19; Sachs C., Die griechische Instrumentalnotenschrift, «ZfMw», VI, 1924; его же, Die griechische Gesangsnotenschrift, «ZfMw», VII, 1925; Pоtirоn H., Origins of the Alphabetic notation, Revue grйgorienne», 1952, XXXI; Сorbin S., Valeur et sens de la notation alphabйtique a Jumiiges…, Rouen, 1955; Smits van Waesberghe J., Les origines de la notation alphabйtique au moyen vge, в сб.: Annuario musical XII, Barcelona, ​​​​1957; Barbour JM, Principperne for græsk notation, «JAMS», XIII, 1960.

VA Vakhromeev