Støj |

Støj (tysk Gerdusch, fransk bruit, engelsk støj) – en enkelt lyd, ubestemt i højden, dannet af mange forskellige i frekvens og styrke, som regel ustabil, periodisk. og ikke-periodiske. oscillerende bevægelser frembragt af en eller flere vibratorer. Inden for akustik er der:

1) kontinuerlig over spektret, der dækker hele det hørbare område, den såkaldte. hvid sh.;

2) bredbåndsradio – lavfrekvent, mellemfrekvent, højfrekvent;

3) smalbånd, såkaldt. farve, Sh. Mange slår. instrumenter udsender bredbånds-SH: f.eks. stortromme – lavfrekvent, lilletromme – mellemfrekvens, trekant – højfrekvent; i paukernes lyd skelnes smalbåndede støjafsnit med en overvægt af c.-l. én tone. Sh. på disse instrumenter opstår i forbindelse med kompleksiteten af ​​konfigurationen af ​​det oscillerende legeme, heterogeniteten af ​​dets fremstilling. Sh. er som regel en integreret del (sammen med deltoner) af lyden af ​​muser. værktøjer med defineret pitch: f.eks. på fp. Sh. forårsages af vibrationer af stangen og hammerens hoved, og er også bestemt af strengenes stivhed. især i lavt register; på violinen – knirken, susen i buen, vridningsvibrationer. streng bevægelser; på fløjten, i orglets labiale rør – ved hvirvellignende vibrationer af luftstrømmen afskåret af labium. I det 20. århundrede blev ønsket om at diversificere støjpaletten af ​​orkestre ved at introducere nye instrumenter, herunder særlig elektromusik, intensiveret. enheder; eksperimentel kreativitet dukkede op. retninger, der i vid udstrækning bruger Sh., f.eks. bruitisme, konkret musik, elektronisk musik, klangmusik, sonoristik (se Sonorisme) mv.

Referencer: Krasilnikov VA, Lydbølger i luft, vand og faste stoffer, M.-L., 1951, M., 1954; Simonov ID, Nyt i elektriske musikinstrumenter, M.-L., 1966; Volodin AA, Elektroniske musikinstrumenter, M., 1970; Meyer E., Buchmann G., Die Klangspektren der Musikinstrumente, B., 1931.

YH Pargs